Toiletpapirmanden

Klokken var 3 om natten på en jazzbar. Der var ikke flere bands på programmet, men efterklangen af nattens swing hjemsøgte stadig rummet. Ikke længere som fængende rytmer og melodier, men som et melankolsk ekko, der blandede sig med klinkende glas og mumlende mennesker. Baren, der lå i et lille kælderlokale, summede ligefrem af melankoli, lidt som et skib på afveje i en drøm. 

Vi havde begge tabt den gruppe, vi var gået i byen med. Jeg fordi, det var som regel, sådan det endte, når jeg drak mig fuld. Toiletpapirmanden fordi han var flygtet i natten fra aggressiv voksenmobning. Og her sad vi, i et rum så dunkelt, at vi blev et med skyggerne, der faldt fra træer og fodtrin gennem de gamle kældervinduer.

“Så hvor mange ruller toiletpapir var det igen, du havde på dit klubværelse?” spurgte jeg toiletpapirmanden.

“Cirka 25.000… 25.000 ruller toiletpapir,” svarede han.

Toiletpapirmanden var en spinkel mand med briller i 20erne. Han havde et ansigt domineret af en stor næse med en mærkelig fladformet hage og pande. Gennem hans barndom blev han mobbet for at være tyk. Senere blev han tynd, og så blev han mobbet for at være tynd. Mobningen forsatte gennem gymnasiet om hans tøj og frisure, og på hans kollegie, hvor næsten alle gik med briller og lugtede af beskidt undertøj, blev han mobbet for sine briller og skarpe lugt.

Det blev ikke bedre, efter han startede på arbejdslivet. Denne aften havde hans kollegear lukket ham inde på et diskotekstoilet. Imens pissede og spyttede nogle af hans kollegaer i hans øl. Når de engang imellem tilså ham, kunne de høre ham hyle af smerte fra sine fingre, som han havde fået i klemme i døren til toilettet. Selv dørmændene, der under normale omstændigheder ville finde en sådan opførelse upassende, grinte med. Da de endelig lukkede ham ud fra toilettet, rev nogle af hans kvindelige kollegaer ham i håret. Et par af hans mandlige kollegaer fulgte op med at slå hans skulderblade gule og blå. De stoppede ikke før, han havde drukket den ækle øl, og så tog toiletpapirmanden flugten i natten i frygt for, hvad de ellers kunne finde på. 

Hele sit liv havde han fundet sig i mobningen, men for et års tid siden besluttede han sig for, at han ville mobbe verden tilbage. Hans plan var at blive rig på at sælge toiletpapir med popkulturelle referencer på internettet. En plan, der ikke bare skulle gøre ham rig, men også udstille vesten og sine mobberes overfladiske forbrugskultur. Til sidst ville han så stå der på toppen af sit indbringende toiletpapirspalads, som den sejrende, i et spil om rigdom og ære. Han ville vende et spejl mod os, og så kunne vi, hvis vi ellers gad erkende det, se hvordan vi med vores købekraft mobbede de fattige og planetens tilstand med at købe alverdens overflødige ting.

Verden havde dog ikke været så overfladisk, som toiletpapirmanden troede. Han havde i hvert fald ikke solgt særlig meget toiletpapir, og nu var hans sparepenge væk. Tilmed skulle han være ude af sin lejlighed i næste uge. Han var også sikker på, at når næste fyringsrunde meldte sig på det arbejde, han stadig havde ved siden af hans toiletpapirsforetagende, ville hans chef påpege hans finansielle ruin, og den skade hans manglende forretningssans kunne forvolde firmaet.

“Journalistik er heller ikke nemt i disse år,” forsikrede jeg ham, under svagt lys fra en glødepære i et hjørne af baren. Selv arbejdede jeg med at skrive artikler for en gratisavis.

“Tættere deadlines, færre penge, dummere læsere, det er i de dumme læsere, pengene er,” forsatte jeg.

Toiletpapirmanden lyttede ikke rigtig, til hvad jeg sagde. Han var helt væk i sin selvmedlidenhed og hulkede videre om sit liv.
“Min chef afskyr mig, dem jeg arbejder med afskyr mig. Alle sociale sammenhænge, jeg har været i hele mit liv, afskyr mig,” sagde han.

“Du kunne også have taget til en øde ø i troperne. Bare bo der, væk fra altting,” foreslog jeg og tænkte på Alex Garlands The Beach, en af mine yndlingsbøger.

“Og hvad skulle jeg leve af der? Det er ikke gratis at bo på en øde ø. Du skal have medicin, troperne er fyldt med sygdomme. Det er pissefarligt, og hvorfor skulle folk på naboøerne behandle mig bedre end andre mennesker? De ville sikkert angribe mig – og ikke bare med slag, men sikkert med buer, pile og spyd.”

“Er der ikke en anden måde, du kan slippe væk på?”

“Jeg drømte også om en øde ø engang, men vi er mennesker. Isolation findes ikke for os,” sukkede han.

”Historien er da fuld af eneboere,” svarede jeg.

”De fleste eremitter fik hjælp til at være eremitter,” svarede han. 

Hmm,du kender vist verdenshistorien bedre end jeg,” svarerede jeg tilbage.

”Min plan var mere biomimetisk inspireret, kan man sige. Som en parasit ville bide mig fast i forbrugerkulturens overfladiskhed og konvertere det til penge, minepenge.”

”Hvad mener du lige, sådan helt præcist?” svarede jeg og så undrende på toiletpapirmanden.

”Biomimetisk betyder, man mimer biologien, og jo mere overfladisk verden ville blive, jo mere toiletpapirpapir ville jeg sælge. Jeg ville bide mig fast i forbrugerkulturen som en flåt!” svarede han, og jeg viste ikke helt, om jeg blev klogere af det svar.

“Men toiletpapir?” sagde jeg og færdiggjorde sætningen med god damn iti mit hoved.

“Altså, jeg havde mine forskellige ide-e-e-er,” nogle gange stammede toiletpapirmanden. 

”Og toiletpapir var virkelig den bedste ide?” svarede jeg hurtigt tilbage.

“Tja, jeg tog udgangspunkt i, at jeg skulle få noget billigt produceret i Kina og så med en lille twist opbygge et brand i Vesten, der indkapslede mit produkts værdier, og retfærdiggjorde pr-i-i-i-i-sen,” stammede toiletpapirmanden.

“Jeg forstår det stadig ikke. Af alle ting i verden, hvorfor så det her skide toiletpapir?”

“Altså, det skulle være et identitetsgivende produkt, og det skulle være et nicheprodukt. Det var i de baner, jeg tænkte.”

“Det er ret niche, det må jeg gi’ dig.”

“… hvor om alting er, så fandt jeg en producent af toiletpapir på en kinesisk hjemmeside og en billig produktdesigner fra Venezuela.”

Så var toiletpapirmanden ellers i gang. Hans første design var baseret på numrene fra målingen af Wow-signalet. Et signal, der havde ramt jorden i 1977 fra Skyttens stjernekonstellation og opfanget af Big Ear radioteleskopet i Ohio. Et 72 sekunder langt signal, som astronom Jerry R. Ehman blev så opstemt over, at han satte en rød ring omkring observationen og med samme røde tus skrev, WOW!

“Wow-signalet er den dag i dag stadig det bedste bud på et signal til jorden fra rumvæsner,” uddybede toiletpapirmanden. 

”Javel?”

“Og det signal kan betyde så mange ting. Måske var det en advarsel om konsekvenserne af global opvarmning eller konsekvenserne af atomkraft, og vi har ikke været i stand til kode betydningen af det.”

“Eller måske det bare var telefonis fra nogle rumvæsner,“ sukkede jeg.

“ – og tanken om at folk i hele Europa skulle tørre røv i den her talkode, gjorde mig simpelhent, ja simpelhent, hø-ø-ø.øøøj. Vi designede lignende ting, f.eks. et design inspireret af Joy Divisions albumcover til Unknown Pleasures, lidt pixelart og en serie med tropiske frugter på farverigt papir samt forskellige veganske statements.”

Toiletpapirmanden havde talt sig va-a-a-a-rmog svingende nu sine arme rundt i et selvsikkert kropssprog, kun afbrudt af små, legende sip fra sin grønne Heinekenflaske. Lyset i hans øjne viste, at toiletpapirforetagendet var hans hjertebarn, og jeg begyndte at indleve mig i ideen, som noget andet end en skør mands projekt. Imens tyndede klientellet ud, råbende mumlen blev til hviskende mumlen, og der var kun en lille sjat øl tilbage i toiletpapirmandens Heinekenflaske.

“Endnu en?” spurgte jeg.

Bartenderen så bekymret på mig, da jeg gik op i baren.

“Er han ikke ved at blive lidt for fuld, eller er det bare sådan, han ser ud?”

“Det er bare sådan, han ser ud,” svarede jeg. Jeg gik tilbage til toiletpapirmanden.

“Okay, jeg tror faktisk, at jeg forstår det,” sagde jeg til ham. “Der er sikkert et par milliarder mennesker på verdensplan, der bruger toiletpapir, og kunne du bare få en mikroskopisk andel af dem til at købe dit produkt –”

Bingo!Præcis!” råbte toiletpapirmanden. ”Du har endelig fattet det!”

”– men hvem vågner lige op en morgen og tænker hey jeg mangler toiletpapir med rumvæsenreferencer?” svarede jeg.

“Jeg havde blandt andet en teori om, at interessen for produktet ville hænge sammen med folks seksuelle præferencer.”

“Og hvordan finder man ud af folks seksuelle observans?”

“Det er faktisk ret nemt. Du køber plads på alle kategorier inde på diverse pornosites. Så giver de her pornosites dig adgang til information om hvilke søgeord, kategorier og tags din reklame er blevet vist under,” svarede han.

”Jeg tror, jeg ved, hvor du vil hen,” sagde jeg.

”Resten er matematik. Så dividerer du hvor mange gange din reklame er blevet vist under en bestemt seksuel præference med, hvor mange den er blevet klikket på, samt hvor mange der ender med at købe dit produkt.”

”Vi i gratis-nyhederbranchen bruger lignende værktøjer til vores online nyheder.”

“Jeg ved det godt. Hele den kommercielle del af World Wide Web er designet efter Click Through Rate og Converted Clicks…”

“Men de fejlede altså… din teori?” spurgte jeg for at få snakken lidt på sporet igen.

“Nej, nej, faktisk ikke,” sagde toiletpapirmanden. “Der er en tydelig sammenhæng mellem folks seksuelle observans og deres indkøb på mit site,” svarede han.

”Hvem køber det så?”

 ”Folk, som tænder på søskendeporno, er meget mere tilbøjelige til at købe mit produkt, analsex er selvfølgelig også en ret populær seksuel præference blandt mine kunder, CFNMog femdom… footjobs… rødhårede… der er en del stykker… VRBBW, handjobs til dels. Vi taler store sammenhænge. Folk med smag for søskendesex har f.eks. 340% større chance for at foretage et indkøb på min hjemmeside, folk med smag for rødhårede endnu højere.”

“Crazy shit,” svarede jeg. ”Så hvad gik galt?”

“Det er ret dyrt at reklamere på pornosider. Det er nok den dyreste reklameform, der findes på internettet.”

“Der må have været andre måder at reklamere på. Come on, alt kan vel ikke handle om sex?” svarede jeg.

“Nej, jeg havde også sporadisk succes med diverse kundeprofiler, hvor demografiske data var kombineret med specifikke interesser.”

“Som hvad?”

Toiletpapirmanden rystede på skuldrene. “Tja, generelt er mænd dem, der er mest tilbøjelige til at købe mine produkter… 

”Selvfølgelig,” svarede jeg og blev lidt flov over mit køn.

”Mandlige katteejere, men kun hvis de er single, højt uddannede mænd i provinsen, højtuddannede, der arbejder i forskellige sektorer de ikke er uddannede til…. 

”Det lyder lidt generaliserende – ”

”Der er også seere af Game of Thrones. Her betyder det ikke så meget om det er mænd eller kvinder. Heteroseksuelle mænd, der kan lide cupcakes, køber det også i høj grad, heteroseksuelle mænd, der kan lide karaoke, mænd med høje indkomster, der spiller ukulele og mænd, der skriver ”denne besked indeholder ironi”i deres statusopdateringer på Facebook.”

“Og hvor får du fat i sådanne kundeprofiler?” spurgte jeg.

“Du køber dem af bare Google og Facebook. Der er også en del hacket data på internettets sorte marked, men Google og Facebook giver dig i de store hele, hvad du har brug for.”

“Der er ikke mere i det?”

“Nej, det er faktisk så så simpelt. De sælger alt deres data til højestbydende, men der var flere udgifter end indtægter og –”

Og jeg ved ikke, om det var fordi, jeg var fuld, men jeg begyndte at se toiletpapirmanden som en slags internettets Columbus. Nok havde han ikke fundet søvejen til Indien, men han havde givet mig en fascinerende historie, og jeg forestillede jorden som en planet med en sekundær akse, der drejede rundt om skøre eksistenser som toiletpapirmanden. Gratis-nyhederbranchen havde i hvert fald sådan en akse.

“Og hvad så nu?” spurgte jeg.

“Min udlejer mener, det er en brandfare, at jeg har så mange ruller toiletpapir i lejligheden, så jeg skal være ude af min lejlighed i næste uge.”

“Så er det ovre, du vil ikke tage dine 25.000 ruller toiletpapir over i en ny lejlighed?”

Toiletmanden så bare på mig, opgivende og nedslået. Han havde talt ud og lod nu sit ansigt hvile i sine håndflader med albuerne på det fedtede bord, vi sad om.

“Jeg kunne skrive om dig,” sagde jeg til ham. “Må jeg ikke skrive om dig til min avis?”

Toiletpapirmanden så ud ad vinduet på natten og lukkede så sine øjne. Hans øde ø, han havde ledt efter, var kun at se for hans indre blik. Næseborene på hans store næse fulgte hans tunge åndedræt, og tankerne syntes at tage ham et vægtløst sted hen.

“Er du der?” spurgte jeg.

“Ja, det kan du vel,” svarede han. “Skriv bare om mig,” sagde han som en general, der havde tabt en krig, og førte Heinekenflasken mod hans læber.

“Men jeg bliver nød til at have beviser. Jeg bliver nød til at se de her 25.000 ruller toiletpapir.”

Vi tog vores frakker på. Udenfor var nattens majestætiske skyer oplyst i mørkegrå nuancer af månen og byens lys. Toiletpapirmanden så sig nervøst omkring, men der var ikke længere noget at frygte. Mobberne var taget hjem, og byen var nu stille som en landsby. Det eneste man kunne høre, var mine og toiletpapirmandens berusede fodtrin.

“Hvor bor du?” spurgte jeg.

“Ikke langt herfra.”

Lejligheden, som han delte med fire andre, lugtede af støv, som om nogen lige havde tømt en støvsuger, og der var fyldt med sneakers og rudekuverter i entreen.

“Tag dine sko af,” hviskede han, og jeg lagde mine Lacostesko i bunken, og lod ham føre mig ned ad gangen til hans værelse.

Da han åbnede døren til sit værelse, blev jeg overvældet af en følelse, der var klaustrofobisk, men også af en følelse fra en hemmelig hule, hvor man kunne gemme sig for sin sengetid og fiktive monstre. Der var toiletpapir overalt.

“Kom ind,” sagde toiletpapirmanden og lod mig træde ind i en smal korridor mod sin seng.

Bortset fra sengen var hele rummet dækket af toiletpapir. Toiletpapir fra gulv til loft, selv hen over vinduet var der søjler af toiletpapir.

“Der er altid lidt mørkt i korridoren,” sagde toiletpapirmanden. “Men der er lyst i min seng.”

Vi gik igennem toiletpapirskorridoren. Det var var som at gå igennem en gang langs søjlerne i et græsk tempel, men når armen eller skulderen strejfede blødheden i toiletpapiret forsvandt den antikke aura. Snart ville søjlerne af toiletpapir blive til ruiner af genbrugspapir og toiletpapirmanden måtte leve videre som mobbeoffer uden håb for en ny fremtid.

“Har du ikke nogen accessoires, vi kan have med på billedet?” spurgte jeg. ”Bøger, en laptop, en øl måske?”

Han begyndte at posere. Hans statur forekom genert og kejtet, men sammen med afklaringen i hans blik gav det billederne autenticitet. På det første billede, jeg tog det med min iPhone, drak han en dåseøl og læste en paperbackudgave af Harry Potter og Dødsregalierne. På det næste bad jeg ham om at stå i korsfæstningspositur og læne sig op ad en mur af toiletpapir. Til sidst tog jeg bare nogle tilfældige billeder af ham, mens vi drak øl og viste hinanden jazzvideoer på YouTube. Efter at han havde vist mig et klip af Stuff Smith på Montmartre, blev vi enige om at kalde det for en dag.

Når man arbejder som journalist på en gratisavis, er det sjældent, man skriver sine egne historier. Det meste er copy-paste fra andre nyhedskilder sat sammen med et twist, der gør, det ikke er decideret appropriering. Så det var en stor dag for mig at få min egen historie i bladet, endda på forsiden, ved siden af en historie om at Donald Trump ville købe Grønland.

Historien tog fart, og de første til at kommentere var kendte iværksættere og coaches på sociale medier, der brugte toiletpapirmanden som case for typiske iværksætterfejl. Han var også en nervøs gæst i morgen-tv, og online medier over hele verden prøvede at få en af bid af den nervøse click-baitsensation. Toiletpapirmanden var overalt, fra mit Facebookfed til små online avisredaktioner i Hong Kong.

En uge efter, mens jeg redigerede en artikel om en af Kardashian-søstrene, forslog min redaktør, jeg besøgte ham igen og lavede en follow-upartikel. Jeg havde egentlig tænkt mig at kontakte ham tidligere for at høre, om han hang i, men det havde været en travl uge. Kommentarer på vores egne sociale medier havde ikke lagt fingre imellem, hverken om hans udseende eller de tæsk en sådan mand fortjente for at være så snotdom. Efter flere mislykkede forsøg på at ringe ham op kom jeg endelig igennem til toiletpapirmanden, som inviterede mig ind i en ny lejlighed, der lå i en velhavende enklave lige uden for centrum af byen.

“Hvor er toiletpapirpet?” spurgte jeg. Nu i en lys, minimalistisk entre med en signeret Damien Hurst-plakat og nogle shoppingposer fra Hugo Boss.

“Det meste er solgt, det sidste er i et lager, jeg har lejet.”

Wow, du har simpelhent –” jeg brød ud i smil og lettelse. Min artikel havde reddet toiletpapirmanden.

Vi besluttede os for at tage en taxa hen til samme jazzbar, hvor vi mødtes sidste uge. Denne sene eftermiddag var der open-mic, og naive, unge melodier fyldte rummet med sød jazz.

”Hvem har købt dit toiletpapir?” spurgte jeg.

”Alle mulige. Jeg har også fået et par B2B-samarbejder med modehuse og eksklusive natklubber.”

Fedt,” sagde jeg.

”Og så er jeg blevet tilbudt et job som DJ,” sagde toiletpapirmanden.

”Er det job, du vil tage imod?”

”Jeg ved det ikke,” sagde han. ”DJ Toiletpapirman– hvad synes du?”

”Det lyder fedt nok.”

Vi bundede vores Heineken, og toiletpapirmanden foreslog, vi forsatte aftenen med champagne.

”Jeg giver,” sagde han.

4 thoughts on “Toiletpapirmanden

  1. jeg er ikke selv skribent, men jeg er helt med på at dette mere er et stykke kunst med ord, end det er en fortælling. og jeg ved også at folk med et kunstnerisk flow ofte er meget følsomme, så jeg håber ikke du ser dette som et angreb en konstruktiv kritik.

    Der er to problemer med denne tekst, det ene er at hvis man går ind fortællingen som en historie er den serie af hendelser som er historiens handling ikke særlig sansynlig. det andet problem er at den kunstneriske element ikke virker særlig godt.

    For at tage det første problem, manden med rullerne er tydeligvis en psykisk ustabil person der har en historie med mobning gennem hele hans liv. han fylder hans lejlighed op med torilet papir fordi at han har tænkt sig at påtrykke forskellige ting, hvilket tydeligvis er en plan der er udtænkt af et hoved der ikke fungere, idet at han for at udføre den plan skal rulle hver eneste rulle torilet papir ud og på trykke elementerne og derefter rulle dem sammen igen, enhver person der har prøvet at rulle torilet papir op igen ved at det er dømt til at fejle. Den her del er fantisk, dette er ikke problemet. det der er problemet er at den her type mennesker møder du ikke ikke ude for deres lejlighed, og slet ikke blandt fulde mennesker idet at den person i virkeligheden ville holde sig langt væk fra fulde mensker.
    Den her person ville højest sansynligt ikke komme inden for en dør, og han ville ihvertfald ALDRIG invitere nogen ind i den lejlighed, og slet ikke en junalist der vil beskrive den, når folk når til at de fylder deres lejlighed op med torilet papir er det eneste de har tilbage deres personlige stolthed. og lad os sige at den her jounalist rentfaktisk kom ind og beskrev den stakkels mands hjem, og den her mand der har en historie med mobning blev hængt ud på nættet, han ville ikke være i stand til at vænde det til noget posativt, han ville falde endnu dybere, han ville blive endnu dårligere, han ville isolere sig endnu mere. han ville muligvis ikke overleve.
    og derud over så ligger der også en historie gemt her om hvordan han skaffer sig alt dette torilet papir, og en gammel trykke maskine og forsøger at trykke torilet papir og alt det der ville gå glalt og hvordan hans gulve ville ende med at blive til en blanding papirpulp og tryksværte, sort tryksværte overalt, blandet med manglene bad, en psykose der bliver værere og værere og han ender med at myrden den ældre dame der bor inde ved siden af og bygge hendes lig ind i en skulptur af papirpulp som han klæder på i hans mors tøj og tilbeder. (den sidste del var måske ikke så god) men jeg føler lidt at der ligger en historie gemt her om hvordan han føre planen ud i livet, som er dybt under udnyttet.
    Og i øvrigt, så det at fortælleren, fremstiller denne mands lejlighed for hele verdenen for egen vindings skyld kommer også over linien som dybt egoistisk usympatisk.

    Det andet problem, med den kunstnerisk del, er simpelthend at idet at plottet ikke virker, bliver det hele lidt som den der type man altid møder til fester som taler om matematik og kunst og bare heletiden prøver at imponere.

    1. Hej Olav

      Jeg vil meget gerne have negativ kritik, du behøver ikke undskylde noget der. At være kunstner er at åbne sit hjerte fuldstændig op og clashe med verdens ubarmhjertighed. 🙂

      Jeg synes dog du overvurderer det psykologiske aspekt af novellen – det er ikke meningen novellen skal være decideret psykologisk realistisk.

      Novellen er en komedie og som følger er toiletpapirmanden en ekstrem arketype, ikke en psykologisk, realistisk person. Som arketype symboliserer han outsideren og rejsen fra ”rags to riches”.

      Hvad mener du, når du siger plottet ikke fungerer?

      Fundamentet for et plot (tænker jeg selv) er en konflikt, indre konflikt såvel ydre konflikt, samt en drivkraft der får historien til at glide videre.

      Toiletpapirmandens konflikt er hans manglende virkelighedsopfattelse. Han er socialt snotdum og kombineret med hans stædige drivkraft om at flygte fra mobning så bliver hans møde med virkeligheden temmelig konfliktfyldt.

      Og er der nogle forfattere du tænker er gode til at kommunikere de skriver en komedie – eller selvom de skriver komedie er gode til skabe mere psykologisk troværdige karakterer, som du tænker jeg kan lære noget af?

      1. når jeg læser min tekst syntes at jeg forekommer lidt hårere end end jeg havde tiltængt, jeg er ny i at give kritik.
        Jeg tror på at de bedste komedier, er de komedier hvor man er føelses mæssigt investerede i handlinges figure, og jeg er med på at det nok er svære at gøre det i en kortere tekst.
        Der er mange former for komedier, men jeg tror hvis du spøre en hvilken som helst person hvad deres foretrukne komedie er (hverenten det er literært (jeg staver afhelvedes til) eller filmisk) så vil de svare et værk der har dramatisk dybte med karaktere som tilskuern bliver føelses mæssigt investeret i, (hverenten det er posativt eller negativt) (Det er skræmmene så meget komisk potientiale der er i psykopater).

        Det jeg mener er for at en historie skal fungere skal den have noget kød som driver alle ellementer af historien. og af kød mener jeg at karaktere skal have dybte, de skal være difinerede i deres personlighed, forfatteren skal kende de her mennesker som var de en bror eller søster som de havde fulgt i deres opvækst, forfatteren er den ultimative forældre til de her mennesker, forfatteren skal vide at rulle maden ikke bare blev moppet fordi at han så sjov ud. men at hans foreldre var arbejds løse og de boede i et fallefærdigt hus, og at de andre foreldre til børnene i klasses talte ned til rulle mandens foreldre og talte grimt om dem.
        rulle maden var bange for at komme i skole så han lodsomom han gik i skole og så gik han rundt til han havde fri. hans far der ikke havde store metoder til komonikation med sin søn løste problemet ved trække den stakkels dreng i kraven helte vejen ind i klassen.

        min poiente med alt dette er ikke at man skal skrive en psykologisk afhandling, men man skal kende sine karaktere for hvis man ikke gør det kan ikke vide hvad deres opriktige problemer er, i mit eksempel er løsningen ikke at han kommer til penge, og skiller sig af med torilet rullerne, for hvis han bare gør det vil han efter kort tid prøve en ny urealistisk venture kapitalistisk venture, der ikke virker og ende ensom i den nye lejlighed.
        for hans virkelige problem (hans problem i mit eksempel) er hans frygt for andre mennesker. han skal måske møde en kvinde der kan vende hans smerte til kærlighed, han skal måske miste alt og blive hjemløs, der skal ske ham noget der ændre ham til en mere fulendt udgave af ham selv, der hjelper ham til at overkommer det båede psykiske og fysiske forhindringer så han endelig kan blive lykkelig. for det er jo hans plot, han skal gå en vej der ender med at gøre ham lykkelig.

        Da jeg skrev at jeg mente at hans plot ikke virkede, mente jeg at han var det samme sted som da han startede, han var bare i en ny lejlighed, uden torilet papir, men med de samme problemer og shitty liv.
        Der kan være mange andre mulige plot der vil virke, i mit eksempel er det et sympatisk plot, man han kan også være en ass-hat og plottet er alt det lort han bringer ned over hans eget hoved ind til verdenen bliver fri for ham, eller han ikke længere er en ass-hat,
        uanset hvad plottet er det virkelig viktigt at starte med at kende ham virkelig dybt for at kunde finde en menings fuld historie til ham, for hvis det er en god fortælling (hvad enten det er, komedie, gys, tøse romatisk pis(også gys), etc ). så er vil tilskuren bedømme deres oplevelse ud fra hvor bundne de var til karakterene, og karakterene havde en historie der var dem værdige.
        Jeg er klar over at der findes figurere hvor det ikke kan betale sig konstruere dem detaljeret, men i de tilfælde er det ikke disse karakteres historie der er historiens plot.

        og alt dette leder mig frem til det det sted her hvor jeg fortæller dig hvordan du skal skrive din historie selv om jeg aldrig har skrevet 5 ord af mening, men jeg er den type så here goes.

        jeg tror løsningen for at skrive en god historie er at forfatteren sætter indtil flere dage af hvor han eller hun ikke laver and at gøre det det der virker bedst for dem når tankerne skal flyde, jeg kan godt lide at lave mad og hvis jeg skal komme op med et eller andet nyt, så går jeg en lang tur på flere timer og tænker mad ekspermentet i gennem fra hunrede vinkler og prøver alle mulige skøre ting af for at finde en ny vinkel som jeg ikke før har fundet, hvis jeg havde hvad det krevede at kunne skrive noget så ville jeg spendere flere dage med bare at tænke hver karakter virkelig dybt og finde ud af dem.

        1. Ja, det var en lidt kradsbørstig kritik 😀

          Jeg er enig i at nøglen til det gode drama ligger i karaktererne, men jeg er ret uenig i hvad du siger om at ens karakterer nødvendigvis skal have så meget dybde. Inden for dramaturgi taler man om ”runde karakterer” og ”flade karakterer” – og jeg synes begge typer karakterer har sin berettigelse og styrker.

          Horrorkomedien American Psycho af Brett Easton Ellis havde f.eks. næppe været særlig sjov, hvis hovedpersonen Patrick Bateman var en rund karakter. Charles Dickens skarpe samfundskritik havde næppe syntes ligeså skarp, hvis hans karakterer primært var runde karakter.

          Og pointen med historien er netop at den skal være sjov og give lidt samfundskritik.

          Jeg synes det er pænt sjovt at forestille sig man drikker sig fuld på en jazzbar og møder en mand, der har 25000 ruller toiletpapir på sit værelse. Jeg synes det er pænt sjovt at forestille sig diverse hipstertyper tørre røv i ”identitetsskabende” toiletpapir. Jeg synes det er pænt sjovt at forestille sig en mand spekulere i forholdet mellem forbrug og seksuelle præferencer. Og jeg synes det er pænt sjovt at han bliver tilbudt DJ-navnet DJ Toiletpaperman.

          Jeg har måske lidt dårlig humor, fair nok, men jeg er ret sikker på mine jokes, ville være endnu dårligere, hvis toiletpapirmanden var en rund karakter. Jeg ville nok ikke engang kunne slippe afsted med at kalde ham toiletpapirmanden og jokesne ville nok også være temmelig malplacerede.

          Jeg vil også gerne sige lidt om vores samfund. I dag bliver man ikke længere rig på at arbejde, reallønnen i det meste af vesten falder faktisk. Hvis man vil være rig i dag bliver man nød til at sælge andres arbejdskraft videre på en app eller lignende eller eje kapital man f.eks. kan investere i andre i aktier eller ejendomme. Det tror jeg toiletpapirmanden symboliserer bedre som en flad karakter.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *