Toiletpapirmanden

Klokken var 3 om natten på en jazzbar. Der var ikke flere bands på programmet, men efterklangen af nattens swing hjemsøgte stadig rummet, ikke længere som fængende rytmer og melodier, men som et melankolsk ekko, der blandede sig med klinkende glas og mumlende, trætte mennesker.

Vi havde begge tabt den gruppe, vi var gået i byen med. Jeg fordi det var som regel sådan det endte, når jeg drak mig fuld. Toiletpapirmanden fordi han var flygtet i natten fra aggressiv voksenmobning.

“Så hvor mange ruller toiletpapir var det igen, du havde på dit klubværelse?” spurgte jeg toiletpapirmanden.
“Cirka 25000… 25000 ruller toiletpapir,” svarede han.

Toiletpapirmanden var en spinkel mand med briller i 20erne. Han havde en et ansigt domineret af en stor næse med mærkelig flad-formet hage og pande. I hans barndom blev han mobbet for at være tyk. Senere blev han tynd, og så blev han mobbet for at være tynd. Mobningen forsatte gennem gymnasiet om hans tøj og frisure, og på hans kollegie, hvor næsten alle gik med briller og lugtede af beskidt undertøj, blev han mobbet for sine briller og skarpe lugt.

Det var ikke blevet bedre efter han startede på arbejdslivet. Denne aften havde hans kollegaer lukket ham inde på et diskotekstoilet. Imens pissede og spyttede nogle af hans kollegaer i den øl, han havde bestilt, og når de engang imellem tilså ham, kunne de høre ham hyle af smerte fra sine fingre, han havde fået i klemme i døren til toilettet. Selv dørmændene, der under normale omstændigheder ville finde en sådan opførelse upassende, grinte med. Da de endelig lukkede ham ud fra toilettet rev nogle af hans kvindelige kollegaer ham i håret og et par af hans mandlige kollegaer slog hans skulderblade gule og blå. Og de stoppede ikke før, han havde drukket den ækle øl.

Men toiletpapirmanden ville mobbe verden tilbage. Han ville blive rig på at sælge toiletpapir med popkulturelle referencer på internettet. En plan, der ikke bare skulle gøre ham rig, men også udstille vesten og sine mobberes overfladiske forbrugskultur. Til sidst ville han så stå der på toppen af sit indbringende toiletpapirspalads, som den sejrende, i et spil om rigdom og ære. Han ville vende et spejl mod os, og så kunne vi, hvis vi ellers gad at indse det, se hvordan vi med vores købekraft mobbede de fattige og naturens tilstand med at købe alverdens overflødige ting.

Verden havde dog ikke været så overfladisk, som toiletpapirmanden troede. Han havde i hvert fald ikke solgt særlig meget toiletpapir, og nu var hans sparepenge væk. Tilmed skulle han være ude af sin lejlighed i næste uge, og han var sikker på, at når næste fyringsrunde meldte sig på det arbejde, han stadig havde ved siden af hans toiletpapirforetagende, ville hans chef påpege hans finansielle ruin, og den skade hans manglende forretningssans kunne forvolde firmaet.

“Journalistik er heller ikke nemt i disse år,” forsikrede jeg ham, under svagt lys fra en glødepære i et hjørne af baren. Selv arbejdede jeg med at skrive artikler for en gratisavis, “tættere deadlines, færre penge… dummere læsere… det er i de dumme læsere pengene er.”

“Min chef afskyede mig, dem jeg arbejdede med afskyede mig. Alle sociale sammenhænge jeg havde været i hele mit liv afskyede mig,” sagde toiletpapirmanden.
“Du kunne også have taget til en øde ø i troperne, bare bo der væk fra altting,” foreslog jeg og tænkte på Alex Garlands The Beach.
“Og hvad skulle jeg leve af der? Det er ikke gratis at bo på en øde ø. Du skal have medicin, troperne er fyldt med sygdomme, ris er måske billigt nok, men det er diesel til at hente forplejninger ikke.”
“Så man kan sige, toiletpapirforetagendet var dit bedste bud på en øde ø?”
“Ja, det kan man vel godt sige, og min mulighed for at være en parasit på den her overfladiskhed forbrugerkulturen producerer. Jo mere overfladisk verden ville blive – jo rigere ville jeg blive. Jeg ville bide mig fast i den, skabe et brand der konverterede overfladiskhed til penge.”
“Og så startede du bare – eller hvordan?”
“Altså jeg havde mine forskellige ide-eeeer,” nogle gange stammede toiletpapirmanden. “Jeg tog udgangspunkt i, at jeg skulle få noget billigt produceret i Kina, og så med en lille twist opbygge et brand, der indkapslede mit produkts værdier, og retfærdiggjorde priiii-sen.”
“Men af alle ting i verden, hvorfor så toiletpapir?”
“Altså, det skulle være et identitetsgivende produkt, og det skulle være et nicheprodukt. Det var i de baner jeg tænkte.”
“Aha…”
“… hvor om alting er, så fandt jeg en producent af toiletpapir på en kinesisk hjemmeside og en billig produktdesigner fra Venezuela.”

Og så var toiletpapirmanden ellers i gang. Hans første design var baseret på numrene fra målingen af Wow-signalet. Et signal, der havde ramt jorden i 1977 fra Skyttens stjernekonstellation og opfanget af Big Ear radioteleskopet i Ohio. Et 72 sekunder langt signal, som astronom Jerry R. Ehman blev så opstemt over, at han satte en rød ring omkring observationen og med samme røde tus skrev ordet – wow!

“Wow-signalet er den dag i dag stadig det bedste bud på et signal til jorden fra rumvæsner,” uddybede toiletpapirmanden. “Og det signal kan betyde så mange ting. Måske var det en advarsel om konsekvenserne af global opvarmning eller konsekvenserne af atomkraft, og vi har ikke været i stand til kode betydningen af det.”
“Eller måske det bare var telefonis fra nogle rumvæsner,“ sukkede jeg.
“Hahaha – og tanken om at folk i hele Europa skulle tørre røv i den her talkode, gjorde mig simpelhent, ja simpelhent – hø-øøøj. Vi designede lignende ting, f.eks. et design inspireret af Joy Divisions albumcover til Unknown Pleasures, lidt pixelart og en serie med tropiske frugter på farverigt papir samt forskellige veganske statements.”

Toiletpapirmanden havde talt sig varm og svingende nu sine arme rundt i et selvsikkert kropssprog, kun afbrudt af små, legende sip fra sin grønne Heinekenflaske. Lyset i hans øjne viste at toiletpapirforetagendet var hans hjertebarn, og jeg begyndte at indleve mig i ideen, som noget andet end en skør mands projekt.
Imens tyndede klientellet ud, råbende mumlen blev til hviskende mumlen, og der var kun en lille sjat øl tilbage i toiletpapirmandens Heinekenflaske.

“Endnu en?” spurgte jeg.
Bartenderen så bekymret på mig, da jeg gik op i baren.
“Er han ikke ved at blive lidt for fuld eller er det bare sådan han ser ud?”
“Det er bare sådan han ser ud,” svarede jeg. Jeg gik tilbage til toiletpapirmanden.

“Okay, jeg tror, jeg forstår det,” sagde jeg til ham. “Der er sikkert en milliard mennesker på verdensplan, der bruger toiletpapir, og kunne du bare få en markedsandel på nul-komma nul-nul-nul-nul-nul procent, har du pludselig et par tusinde kunder… men hvem vågner lige op en morgen og tænker – hey jeg mangler toiletpapir med rumvæsenreferencer?”
“Jeg havde blandt andet en teori om, at interessen for produktet ville hænge sammen med folks seksuelle præferencer.”
“Og hvordan finder man ud af folks seksuelle observans?”
“Det er ret nemt. Du køber plads på alle kategorier inde på diverse pornosites. Så giver de her pornosites dig adgang til information om hvilke søgeord, kategorier og tags din reklame er blevet vist under, og hvor mange af dem, der har klikket på annoncen… og i sidste ende købt produktet. De tal dividerer du med hinanden. Med dataen fra pornosiderne kunne jeg bygge diverse kundeprofiler baseret på seksuelle præferencer”, sagde toiletpapirmanden. “Forstår du?”
“Ja,” svarede jeg. ”Vi i gratis-nyhederbranchen bruger lignende værktøjer.”
“Jeg lavede forskellige freudianskinspirerede teorier…” sagde toiletpapirmanden.
“Og de fejlede?”
“Nej, nej, faktisk ikke,” sagde toiletpapirmanden. “Der er en tydelig sammenhæng mellem folks seksuelle observans og deres indkøb på mit site. Folk, som tænder på søskendeporno, er meget mere tilbøjelige til at købe mit produkt, analsex er selvfølgelig også en ret populær seksuel præference blandt mine kunder, CFNM og femdom… footjobs… rødhårede… der er en del stykker… VR, BBW, handjobs til dels. Og vi taler store sammenhænge. Folk med smag for søskendesex har f.eks. 340% større chance for at foretage et indkøb på min hjemmeside, rødhårede endnu højere.”
“Så hvad gik galt?”
“Det er ret dyrt at reklamere på pornosider. Det er nok den dyreste reklameform, der findes på internettet.”
“Der må have været andre måder at reklamere på – come on – alt kan vel ikke handle om sex?”
“Nej, jeg havde også sporadisk succes med diverse kundeprofiler, hvor demografiske data var kombineret med specifikke interesser.”
“Som hvad?”

Toiletpapirmanden rystede på skuldrene. “Tjaeh, generelt er mænd dem, der er mest tilbøjelige til at købe mine produkter… Mandlige katteejere, men kun hvis de er single, højt uddannede mænd i provinsen, højtuddannede der arbejder i forskellige sektorer de ikke var uddannede til…. Der er også seere af Game of Thrones, her betyder det ikke så meget om det er mænd eller kvinder, mænd der kan lide cupcakes køber det også i høj grad, heteroseksuelle mænd der kan lide karaoke, mænd med høje indkomster der spiller ukulele og mænd der skriver ”this message may contain irony” i deres statusopdateringer på Facebook.”
“Og hvor får du fat i sådanne kundeprofiler?” spurgte jeg.
“Du køber dem af Google og Facebook. Der er også en del hacket data på internettets sorte marked, men Google og Facebook giver dig i de store hele, hvad du har brug for.”
“Der er ikke mere i det?”
“Nej, det er faktisk så så simpelt. De sælger alt deres data til højestbydende, men der var flere udgifter end indtægter og -”

Og jeg ved ikke om det var fordi jeg var fuld, men jeg begyndte at se toiletpapirmanden som en slags internettets Columbus. Nok havde han ikke fundet søvejen til Indien, men han havde givet mig en fascinerende historie, og jeg forestillede jorden som en planet med en sekundær akse, der drejede rundt om skøre eksistenser som toiletpapirmanden.

“Og hvad så nu?” spurgte jeg.
“Min udlejer mener det er en brandfare, at jeg har så mange ruller toiletpapir i lejligheden, så jeg skal være ude af min lejlighed i næste uge.”
“Så er det ovre, du vil ikke tage dine 25000 ruller toiletpapir over i en ny lejlighed?”
Toiletmanden så bare på mig, opgivende og nedslået. Han havde talt ud og lod nu sit ansigt hvile i sine håndflader med albuerne på det fedtede bord vi sad om.
“Jeg kunne skrive om dig,” sagde jeg til ham. “Må jeg ikke skrive om dig til min avis?”

Toiletpapirmanden så ud ad vinduet på natten og lukkede så sine øjne. Hans øde ø han havde ledt efter var kun at se for hans indre blik. Næseborene på hans store næse fulgte hans tunge åndedræt, og tankerne syntes at tage ham et vægtløst sted hen.

“Er du der?” spurgte jeg.
“Ja det kan du vel,” svarede han. “Skriv bare om mig,” sagde han og førte Heinekenflasken mod hans læber.
“Men jeg bliver nød til at have beviser. Jeg bliver nød til at se de her 25000 ruller toiletpapir.”

Vi tog vores frakker på. Udenfor var nattens majestætiske skyer oplyst i mørkegrå nuancer af månen og byens lys. Toiletpapirmanden så sig nervøst omkring, men der var ikke længere noget at frygte. Mobberne var taget hjem, og byen var nu stille som en landsby. Det eneste man kunne høre var mine og toiletpapirmandens berusede fodtrin.

“Hvor bor du?” spurgte jeg.
“Ikke langt herfra.”

Lejligheden som han delte med fire andre lugtede af støv, som om nogen lige havde tømt en støvsuger, og den var fyldt med sneakers og rudekuverter.

“Tag dine sko af,” hviskede han og førte mig ned ad gangen til hans værelse.

Da han åbnede døren til sit værelse blev jeg overvældet af en følelse, der både var klaustrofobisk, og det var nok sådan toiletpapirmanden tænkte om hans liv, men også af følelsen fra en hemmelig hule, hvor man kunne gemme sig for sin sengetid og fiktive monstre. Der var toiletpapir overalt.

“Kom ind,” sagde toiletpapirmanden og lod mig træde ind i en smal korridor mod sin seng – ellers var hele rummet dækket af toiletpapir. Toiletpapir fra gulv til loft, selv hen over vinduet var der søjler af toiletpapir.

“Der er altid lidt mørkt i korridoren,” sagde toiletpapirmanden. “Men der er lyst i min seng.”

Vi gik igennem toiletpapirskorridoren. Det var var som at gå igennem en gang langs søjlerne i et græsk tempel, men når armen eller skulderen strejfede blødheden i toiletpapiret forsvandt den antikke aura. Snart ville søjlerne af toiletpapir blive til ruiner af genbrugspapir og toiletpapirmanden måtte leve videre som mobbeoffer uden håb for en ny fremtid.

“Har du ikke nogen accessoires, vi kan have med på billedet?” spurgte jeg. ”Bøger, en laptop, en øl måske?”

Han begyndte at posere. Hans statur forekom genert og kejtet, men sammen med afklaringen i hans blik gav det billederne autenticitet. På det første billede, jeg tog med min iPhone, drak han en dåseøl og læste en paperbackudgave af Harry Potter og Dødsregalierne. På det næste bad jeg ham om, at stå i korsfæstningspositur og læne sig op ad en mur af toiletpapir. Til sidst tog jeg bare nogle tilfældige billeder af ham, mens vi drak øl og viste hinanden jazzvideoer på YouTube.

Når man arbejder som journalist på en gratisavis, er det sjældent, man skriver sine egne historier. Det meste er copy-paste fra andre nyhedskilder sat sammen med en twist, der gør, det ikke er decideret appropriering. Så det var en stor dag for mig at få min egen historie i bladet, endda på forsiden ved siden af en historie om Donald Trump.

Historien tog fart, og de første til at kommentere var kendte iværksættere og coaches på sociale medier, der brugte toiletpapirmanden som case for typiske iværksætterfejl. Han var også en nervøs gæst i morgen-tv og online medier over hele verden prøvede at få en af bid af den nervøse click-baitsensation. Toiletpapirmanden var overalt – fra mit Facebookfed til små online avisredaktioner i Hong Kong.

En uge efter, mens jeg redigerede en artikel om en af Kardashian-søstrene, forslog min redaktør, jeg besøgte ham igen og lavede en follow-upartikel. Jeg havde egentlig tænkt mig at kontakte ham tidligere for at høre, om han klarede den, men det havde været en travl uge. Kommentarer på vores egne sociale medier havde ikke lagt fingre imellem, hverken om hans udseende eller de tæsk en sådan mand fortjente for at være så snotdom.

Efter flere mislykkede forsøg på at ringe ham op kom jeg endelig igennem til toiletpapirmanden, som inviterede mig ind i en ny lejlighed, der lå i en velhavende enklave lige uden for centrum af byen.

“Hvor er toiletpapirpet,” spurgte jeg?
“Det meste er solgt, det sidste er i et lager jeg har lejet.”
“Wow, du har simpelhent -” jeg brød ud i smil og lettelse. Min artikel havde reddet toiletpapirmanden.

Vi besluttede os for at tage en taxa hen til samme jazzbar, hvor vi havde mødtes. Denne sene eftermiddag var der open-mic og naive, unge melodier fyldte rummet.

”Hvem har købt dit toiletpapir?” spurgte jeg.
”Alle mulige. Jeg har også fået et par B2B-samarbejder med modehuse og eksklusive natklubber.”
”Fedt,” sagde jeg.
”Og så er jeg blevet tilbudt et job som DJ,” sagde toiletpapirmanden.
”Er det job du vil tage imod?”
”Jeg ved det ikke,” sagde han. ”DJ Toiletpapirman – hvad synes du?”
”Det lyder fedt nok.”
Vi bundede vores Heineken og toiletpapirmanden foreslog vi forsatte aftenen med champagne.
”Jeg giver,” sagde han.

4 thoughts on “Toiletpapirmanden

  1. jeg er ikke selv skribent, men jeg er helt med på at dette mere er et stykke kunst med ord, end det er en fortælling. og jeg ved også at folk med et kunstnerisk flow ofte er meget følsomme, så jeg håber ikke du ser dette som et angreb en konstruktiv kritik.

    Der er to problemer med denne tekst, det ene er at hvis man går ind fortællingen som en historie er den serie af hendelser som er historiens handling ikke særlig sansynlig. det andet problem er at den kunstneriske element ikke virker særlig godt.

    For at tage det første problem, manden med rullerne er tydeligvis en psykisk ustabil person der har en historie med mobning gennem hele hans liv. han fylder hans lejlighed op med torilet papir fordi at han har tænkt sig at påtrykke forskellige ting, hvilket tydeligvis er en plan der er udtænkt af et hoved der ikke fungere, idet at han for at udføre den plan skal rulle hver eneste rulle torilet papir ud og på trykke elementerne og derefter rulle dem sammen igen, enhver person der har prøvet at rulle torilet papir op igen ved at det er dømt til at fejle. Den her del er fantisk, dette er ikke problemet. det der er problemet er at den her type mennesker møder du ikke ikke ude for deres lejlighed, og slet ikke blandt fulde mennesker idet at den person i virkeligheden ville holde sig langt væk fra fulde mensker.
    Den her person ville højest sansynligt ikke komme inden for en dør, og han ville ihvertfald ALDRIG invitere nogen ind i den lejlighed, og slet ikke en junalist der vil beskrive den, når folk når til at de fylder deres lejlighed op med torilet papir er det eneste de har tilbage deres personlige stolthed. og lad os sige at den her jounalist rentfaktisk kom ind og beskrev den stakkels mands hjem, og den her mand der har en historie med mobning blev hængt ud på nættet, han ville ikke være i stand til at vænde det til noget posativt, han ville falde endnu dybere, han ville blive endnu dårligere, han ville isolere sig endnu mere. han ville muligvis ikke overleve.
    og derud over så ligger der også en historie gemt her om hvordan han skaffer sig alt dette torilet papir, og en gammel trykke maskine og forsøger at trykke torilet papir og alt det der ville gå glalt og hvordan hans gulve ville ende med at blive til en blanding papirpulp og tryksværte, sort tryksværte overalt, blandet med manglene bad, en psykose der bliver værere og værere og han ender med at myrden den ældre dame der bor inde ved siden af og bygge hendes lig ind i en skulptur af papirpulp som han klæder på i hans mors tøj og tilbeder. (den sidste del var måske ikke så god) men jeg føler lidt at der ligger en historie gemt her om hvordan han føre planen ud i livet, som er dybt under udnyttet.
    Og i øvrigt, så det at fortælleren, fremstiller denne mands lejlighed for hele verdenen for egen vindings skyld kommer også over linien som dybt egoistisk usympatisk.

    Det andet problem, med den kunstnerisk del, er simpelthend at idet at plottet ikke virker, bliver det hele lidt som den der type man altid møder til fester som taler om matematik og kunst og bare heletiden prøver at imponere.

    1. Hej Olav

      Jeg vil meget gerne have negativ kritik, du behøver ikke undskylde noget der. At være kunstner er at åbne sit hjerte fuldstændig op og clashe med verdens ubarmhjertighed. 🙂

      Jeg synes dog du overvurderer det psykologiske aspekt af novellen – det er ikke meningen novellen skal være decideret psykologisk realistisk.

      Novellen er en komedie og som følger er toiletpapirmanden en ekstrem arketype, ikke en psykologisk, realistisk person. Som arketype symboliserer han outsideren og rejsen fra ”rags to riches”.

      Hvad mener du, når du siger plottet ikke fungerer?

      Fundamentet for et plot (tænker jeg selv) er en konflikt, indre konflikt såvel ydre konflikt, samt en drivkraft der får historien til at glide videre.

      Toiletpapirmandens konflikt er hans manglende virkelighedsopfattelse. Han er socialt snotdum og kombineret med hans stædige drivkraft om at flygte fra mobning så bliver hans møde med virkeligheden temmelig konfliktfyldt.

      Og er der nogle forfattere du tænker er gode til at kommunikere de skriver en komedie – eller selvom de skriver komedie er gode til skabe mere psykologisk troværdige karakterer, som du tænker jeg kan lære noget af?

      1. når jeg læser min tekst syntes at jeg forekommer lidt hårere end end jeg havde tiltængt, jeg er ny i at give kritik.
        Jeg tror på at de bedste komedier, er de komedier hvor man er føelses mæssigt investerede i handlinges figure, og jeg er med på at det nok er svære at gøre det i en kortere tekst.
        Der er mange former for komedier, men jeg tror hvis du spøre en hvilken som helst person hvad deres foretrukne komedie er (hverenten det er literært (jeg staver afhelvedes til) eller filmisk) så vil de svare et værk der har dramatisk dybte med karaktere som tilskuern bliver føelses mæssigt investeret i, (hverenten det er posativt eller negativt) (Det er skræmmene så meget komisk potientiale der er i psykopater).

        Det jeg mener er for at en historie skal fungere skal den have noget kød som driver alle ellementer af historien. og af kød mener jeg at karaktere skal have dybte, de skal være difinerede i deres personlighed, forfatteren skal kende de her mennesker som var de en bror eller søster som de havde fulgt i deres opvækst, forfatteren er den ultimative forældre til de her mennesker, forfatteren skal vide at rulle maden ikke bare blev moppet fordi at han så sjov ud. men at hans foreldre var arbejds løse og de boede i et fallefærdigt hus, og at de andre foreldre til børnene i klasses talte ned til rulle mandens foreldre og talte grimt om dem.
        rulle maden var bange for at komme i skole så han lodsomom han gik i skole og så gik han rundt til han havde fri. hans far der ikke havde store metoder til komonikation med sin søn løste problemet ved trække den stakkels dreng i kraven helte vejen ind i klassen.

        min poiente med alt dette er ikke at man skal skrive en psykologisk afhandling, men man skal kende sine karaktere for hvis man ikke gør det kan ikke vide hvad deres opriktige problemer er, i mit eksempel er løsningen ikke at han kommer til penge, og skiller sig af med torilet rullerne, for hvis han bare gør det vil han efter kort tid prøve en ny urealistisk venture kapitalistisk venture, der ikke virker og ende ensom i den nye lejlighed.
        for hans virkelige problem (hans problem i mit eksempel) er hans frygt for andre mennesker. han skal måske møde en kvinde der kan vende hans smerte til kærlighed, han skal måske miste alt og blive hjemløs, der skal ske ham noget der ændre ham til en mere fulendt udgave af ham selv, der hjelper ham til at overkommer det båede psykiske og fysiske forhindringer så han endelig kan blive lykkelig. for det er jo hans plot, han skal gå en vej der ender med at gøre ham lykkelig.

        Da jeg skrev at jeg mente at hans plot ikke virkede, mente jeg at han var det samme sted som da han startede, han var bare i en ny lejlighed, uden torilet papir, men med de samme problemer og shitty liv.
        Der kan være mange andre mulige plot der vil virke, i mit eksempel er det et sympatisk plot, man han kan også være en ass-hat og plottet er alt det lort han bringer ned over hans eget hoved ind til verdenen bliver fri for ham, eller han ikke længere er en ass-hat,
        uanset hvad plottet er det virkelig viktigt at starte med at kende ham virkelig dybt for at kunde finde en menings fuld historie til ham, for hvis det er en god fortælling (hvad enten det er, komedie, gys, tøse romatisk pis(også gys), etc ). så er vil tilskuren bedømme deres oplevelse ud fra hvor bundne de var til karakterene, og karakterene havde en historie der var dem værdige.
        Jeg er klar over at der findes figurere hvor det ikke kan betale sig konstruere dem detaljeret, men i de tilfælde er det ikke disse karakteres historie der er historiens plot.

        og alt dette leder mig frem til det det sted her hvor jeg fortæller dig hvordan du skal skrive din historie selv om jeg aldrig har skrevet 5 ord af mening, men jeg er den type så here goes.

        jeg tror løsningen for at skrive en god historie er at forfatteren sætter indtil flere dage af hvor han eller hun ikke laver and at gøre det det der virker bedst for dem når tankerne skal flyde, jeg kan godt lide at lave mad og hvis jeg skal komme op med et eller andet nyt, så går jeg en lang tur på flere timer og tænker mad ekspermentet i gennem fra hunrede vinkler og prøver alle mulige skøre ting af for at finde en ny vinkel som jeg ikke før har fundet, hvis jeg havde hvad det krevede at kunne skrive noget så ville jeg spendere flere dage med bare at tænke hver karakter virkelig dybt og finde ud af dem.

        1. Ja, det var en lidt kradsbørstig kritik 😀

          Jeg er enig i at nøglen til det gode drama ligger i karaktererne, men jeg er ret uenig i hvad du siger om at ens karakterer nødvendigvis skal have så meget dybde. Inden for dramaturgi taler man om ”runde karakterer” og ”flade karakterer” – og jeg synes begge typer karakterer har sin berettigelse og styrker.

          Horrorkomedien American Psycho af Brett Easton Ellis havde f.eks. næppe været særlig sjov, hvis hovedpersonen Patrick Bateman var en rund karakter. Charles Dickens skarpe samfundskritik havde næppe syntes ligeså skarp, hvis hans karakterer primært var runde karakter.

          Og pointen med historien er netop at den skal være sjov og give lidt samfundskritik.

          Jeg synes det er pænt sjovt at forestille sig man drikker sig fuld på en jazzbar og møder en mand, der har 25000 ruller toiletpapir på sit værelse. Jeg synes det er pænt sjovt at forestille sig diverse hipstertyper tørre røv i ”identitetsskabende” toiletpapir. Jeg synes det er pænt sjovt at forestille sig en mand spekulere i forholdet mellem forbrug og seksuelle præferencer. Og jeg synes det er pænt sjovt at han bliver tilbudt DJ-navnet DJ Toiletpaperman.

          Jeg har måske lidt dårlig humor, fair nok, men jeg er ret sikker på mine jokes, ville være endnu dårligere, hvis toiletpapirmanden var en rund karakter. Jeg ville nok ikke engang kunne slippe afsted med at kalde ham toiletpapirmanden og jokesne ville nok også være temmelig malplacerede.

          Jeg vil også gerne sige lidt om vores samfund. I dag bliver man ikke længere rig på at arbejde, reallønnen i det meste af vesten falder faktisk. Hvis man vil være rig i dag bliver man nød til at sælge andres arbejdskraft videre på en app eller lignende eller eje kapital man f.eks. kan investere i andre i aktier eller ejendomme. Det tror jeg toiletpapirmanden symboliserer bedre som en flad karakter.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *